Danske

Kvinders deklaration til opfordring om indførelse af globale narkotikapolitikker, der støtter kvinder, børn og familier

I anledning af FNs Generalforsamlings Særlige Samling (UNGASS) om Narkotika, opfordrer organisationer fra hele verden, der arbejder for kønsligestilling, det international samfund til at stoppe brugen af afstraffende narkotikapolitikker, der truer børn, kvinder og familiers rettigheder, sundhed og trivsel.

Mere end 50 efter det internationale samfund indførte Enkeltkonventionen (The Single Convention on Narcotics Drugs), der kaldte stofafhængighed ”et alvorligt onde for individet” og en ”social og økonomisk fare for menneskeheden,” har vores forståelse udviklet sig. Som anerkendt af The Global Commission on Drug Policy:

Med ødelæggende konsekvenser for individer og samfund over hele verden, har den globale krig mod narkotika fejlet …  fundamentale ændringer og reformer af nationale og globale narkotikapolitikker er presserende.

Afstraffende narkotikapolitikker har især fejlet kvinder og familier. Det nuværende globale narkotikakontrolregime institutionaliserer love og praksis, der uselvstændiggør kvinder og strider mod grundlæggende principper for kvinders ligestilling.

Vi anerkender at:

•    At fokusere på straf har hverken reduceret stofbrug eller tilintetgjort narkohandelen. I stedet har forbud og de deraf følgende afstraffende politikker gjort narkohandelen mere profitabel og farligere, ligesom den har givet regeringer autoritet til i særlig grad at straffe kvinder, hvis rolle i den illegale stoføkonomi oftest er som forbrugere eller sælgere på lavt niveau, der oftest er drevet af nødvendigheden af at forsørge deres familier.
 
•    Mængden af kvinder, der er frihedsberøvede på grund af mindre stofrelaterede forseelser, forøges dramatisk på verdensplan. Effekten af afstraffende narkotikapolitikker fejler i stigende grad kvinder – særligt etniske, religiøse, racemæssige og seksuelle minoriteter, – der frihedsberøves i et stigende og hidtil uhørt omfang.
 
•    Frihedsberøvelse af kvinder efterlader børn sårbare, idet de fjernes fra deres mødre. Langt størstedelen af de kvinder, der er frihedsberøvede på grund af narkotikaforseelser på verdensplan, er mødre. Narkotikapolitikker, der fokuserer på straf, fratager ikke alene kvinder deres frihed, men kompromitterer også de børns trivsel, der tvangssepareres fra deres mødre eller frihedsberøves sammen med dem. I stigende grad inkluderer straf som respons på stofbrug fjernelse af børn og fratagelse af forældremyndighed.
 
•    Kvinder får uforholdsmæssigt hårde- og uretfærdige straffe for mindre narkotikarelaterede forseelser. Organisationer, der lever af handel- og smugling af narkotika og som trives under de nuværende globale narkotikapolitikker, udnytter ofte kvinders fattigdom og behov for at forsørge deres familier. For eksempel ved at foranledige at kvinder transporterer stoffer over internationale grænser. I sådanne situationer er kvinder sårbare overfor retsforfølgelse og frihedsberøvelse, baseret på deres forhold til andre, der er involveret i illegal narkotikahandel i højere grad end på grund af deres eget lederskab eller involvering i handelen.
 
•    Frihedsberøvelse af stofbrugere og –småhandlende truer kvinder og familiers økonomiske sikkerhed. Fordi kvinder oftest er de primære forsørgere i familier, skaber kriminaliseringen en ond cirkel af fattigdom, der hæmmer kvinders adgang til sundhedsydelser, livsgrundlag og politiske rettigheder samt destabiliserer familier både socialt og økonomisk.
 
•    Stigmatisering og misinformation understøttet af afsporede narkotikapolitikker, underminerer kvinders status. Globale narkotikapolitikker har ført til frihedsberøvelse, ufrivillig indespærring på behandlingscentre, tvungen behandling eller afvænning og påtvingelse af sanktioner. Denne type straffe målrettes marginaliserede grupper i uforholdsmæssig grad. Særligt fattige kvinder og medlemmer af særlige etniske- og racerebaserede grupper. Politikkerne tilskynder til social stigmatisering, udskamning og diskrimination, hvad enten formelle straffe idømmes eller ej. Mødre eller gravide kvinder stigmatiseres i særlig grad af kampagner, der overdriver og fejlinformerer om den relative skadelighed af prænatal eksponering for stoffer.
 
•    Kvinder er mere sårbare overfor vold og har færre muligheder for at anfægte denne vold, når narkotikakontrol fokuserer på straf. Med den internationale anerkendelse af at diverse former for kønsbaseret vold er en pandemi, tilføjer globale narkotikapolitikker til skaden og udsætter kvinder for yderligere vold. Kvinder udsættes for menneskehandel, misbrug og seksuelle overgreb af de involverede i narkohandel og af dem, der skal håndhæve narkotikalovene.
 
•    Kampagner for udryddelse af afgrøder udsætter børn og kvinder for helbredsmæssig fare. Interventioner på forsyningssiden har vist sig ineffektive i forhold til at eliminere dyrkning og produktion af narkotika. I stedet bidrager de til vidtrækkende miljømæssige ødelæggelser. Forskellige former for afgrødeudryddelse såsom sprøjtning med plantebekæmpelsesmidler fra luften forårsager sygdomme som for eksempel kræft og reproduktive skader hos de børn og kvinder, der arbejder de steder, der sprøjtes.
 
•    Globale narkotikapolitikker, der resulterer i vold mod kvinder og tab af levebrød, skaber en klasse af flygtninge gennem tvungen migration. Afgrødeødelæggelse, der har resulteret i tabet af levebrød og en konstante vold drevet af mere og mere militarisede narkotikaforbudspolitikker har drevet kvinder til at migrere i en søgen efter sikkerhed og muligheder. Når kvinder migrerer over landegrænser, bliver de de-facto statsløse og er mere sårbare overfor udnyttelse, seksuel vold, fysiske overgreb, separation fra deres børn og udvisning, fængsling og andre straffe som følge af deres status.
 
•    Kvinder mødes af diskrimination og risikerer straf, når de søger effektiv og hensigtsmæssig stofbehandling. Kvinder møder betydelige forhindringer på vejen mod en hensigtsmæssig stofbehandling. For eksempel manglende muligheder for børnepasning, mangel på behandlingstilbud med viden om traumebehandling og trusler om anholdelse, hvis de afslører, de er gravide. Uden adgang til ikke-diskriminerende sundhedsydelser, heriblandt stofbehandling, stiger kvinders risiko for at pådrage sig HIV og Hepatitis-C, at opleve hjemløshed, at tage en overdosis, og samtidig stiger risikoen for familiære brud betydeligt.
 
•    Kampagner for sterilisation og abort målrettes stofbrugende kvinder. Stigmatisering og misinformation om de relative risici for skader ved stofbrug hos gravide kvinder, forældreegnethed hos disse kvinder og deres børns sundhed og sikkerhed, bruges til at retfærdiggøre, at man hindrer visse kvinder i at blive gravide eller varetage deres børns opdragelse. Politikker, der straffer kvinder, som bruger stoffer under graviditeten, presser kvinder til at afslutte graviditeter for at undgå arrestation eller tilbageholdelse.
 
Disse svigt har resulteret i enorme konsekvenser for kvinder. I næsten alle lande påvirker afstraffende narkotikapolitikker i størst grad kvinder, der forsøger at håndtere fattigdom, en forhistorie med fysisk og seksuel vold, ubehandlede sindslidelser, utilstrækkelig støtte og marginalisering på grund af race eller etnicitet. For fremtiden har vi nu muligheden for at gentænke, hvordan vi behandler og effektivt hjælper kvinder, der bruger stoffer, sælger stoffer eller har forbindelse til andre, som gør.

Derfor opfordrer vi alle beslutningstagere til at sætte en stopper for den uretfærdighed, der understøttes og drives af globale forbud mod narkotika og i stedet støtte op om narkotikapolitikker, der har basis i videnskabelighed, medmenneskelighed og menneskerettigheder ved at:
 

  1. Inkorporere en kønsanalyse i alle konventioner, deklarationer og rapporter om stoffer.
  2. Prioritere lindring af de sociale og økonomiske omstændigheder, der bidrager til problematisk indblanding i stofbrug.
  3.  Anvende en tilgang, der ser problematisk stofbrug som et sundhedsproblem og derfor opprioriterer ressourcer for støttende indgreb.
  4. Afslutte brugen af frihedsberøvelse og straf for narkotikaforseelser. Frihedsberøvelse bør anses som en sjælden og dyr ressource, der udelukkende bør anvendes overfor personer, der udgør en alvorlig trussel for den offentlige sikkerhed og i så fald udelukkende i en rimelig tidsperiode for at eliminere denne trussel. Frihedsberøvelse af gravide og forsørgende mødre bør være sjælden og exceptionel.
  5. Fjerne alle sanktioner efter domsafsigelse, der forøger strafomfanget af narkotikaforseelser. Disse sanktioner overstiger ofte langt en given dom eller straf og marginaliserer kvinder, børn og familier yderligere.
  6. Sikre at al stofbehandling er evidensbaseret og tager udgangspunkt i kvinders særlige sundhedsmæssige, psykologiske og sociale behov, særligt under graviditet eller som forældre.
  7. Gennemføre forskning i konsekvenserne af afstraffende narkotikapolitikker for kvinder, børn og familier og bruge resultaterne til at oplyse og forbedre beslutningstagning.
  8. Meningsfuldt involvere stofbrugende kvinder i beslutningstagning og programplanlægning, -implementering og –evaluering.